Kundeservice

38 41 03 00

Mandag-torsdag kl. 8.30-18.00
Fredag kl. 8.30-15.00
1.
Hvad er en freelancer - arbejdsformer?

En freelancer er en selvstændig arbejdstager, som tilbyder sin arbejdskraft inden for en given branche, som vedkommende er specialiseret i. Freelancing er altså en arbejdsform, hvor en virksomhed hyrer en medarbejder på kontraktbasis til at udføre en arbejdsopgave. 

Arbejdsform

Som freelancer vil du typisk arbejde som lønmodtager eller som selvstændig. Nogle freelancere arbejder dog både som lønmodtager og selvstændig på samme tid, hvor freelancearbejdet fungere som en hobby-beskæftigelse eller som et bijob ved siden af det faste arbejde.

Arbejder du som lønmodtager?

En freelancer, som er lønmodtager, har en fast arbejdsgiver og er underlagt arbejdsgiverens ledelse. Ved denne ansættelsesform er det arbejdsgiveren, som bærer den fulde risiko for arbejdets kvalitet. Når du er freelancer som lønmodtager vil du have en ansættelseskontrakt, som er omfattet af funktionærloven, og din arbejdsgiver er derfor forpligtet til at indbetale til pension, feriepenge og løn under sygdom. En freelancer som er lønmodtager kan fx være en journalist, som arbejder for en avis. En af fordelene ved at ansætte en freelancer som lønmodtager er, at virksomheden kan forhindre personen i at arbejde for eksmpelvis konkurrenten.

Arbejder du som selvstændig?

Som selvstændig freelancer, driver du din egen virksomhed, hvor du er din egen chef. Du sørger selv for at skaffe arbejdsopgaver og du er selv ansvarlig for, at arbejdet bliver udført til tiden og i en ordentlig kvalitet. Som selvstændig freelancer arbejder du for flere forskellige virksomheder, og du har frihed til selv at bestemme, hvilke opgaver du vil påtage dig. Som selvstændig freelancer har man ofte en højere timepris end en lønmodtager. Som selvstændig skal du være opmærksom på, at mængden af arbejde kan variere fra måned til måned og at din indkomst derfor kan svinge meget. Du skal sørge for at sætte penge til side til perioder, hvor der er færre arbejdsopgaver. Herudover skal du også selv sørge for at indbetale til SKAT (B-indkomst) og arbejdsmarkedsbidrag samt tilsidesætte penge til ferie, sygdom m.m.

Arbejder du som lønmodtager og selvstændig på samme tid? (Lønmodtager med bibeskæftigelse)

I denne situation har du et fast arbejde enten på fuldtid eller på deltid, hvor du ved siden af driver din egen selvstændige virksomhed. Ved at arbejde på denne måde vil du have et sikkerhedsnet i form af dit faste arbejde, hvor du som lønmodtager vil få en fast løn, og hvor din arbejdsgiver vil indbetale til pension, feriepenge og løn under sygdom. Ved siden af vil du fungere som selvstændig, hvor du selv står for dine arbejdsopgaver og løn. Det er også dit ansvar at indbetale til SKAT, arbejdsmarkedsbidrag m.m.   

 

1. Hvad er en freelancer - arbejdsformer?
2.
Fordele og ulemper ved at arbejde som selvstændig freelancer

Fordele

Som selvstændig freelancer er du din egen chef og du har frihed til selv at planlægge din arbejdsdag, arbejdstider, samt hvor du vil arbejde. Herudover får du som selvstændig freelancer ofte en højere timeløn end eksempelvis lønmodtagere, da du selv kan beholde alt overskud, du får fra dine arbejdsopgaver. Som freelancer kan du specialisere dig indenfor det fag, som du finder spændende, og hvor du har dine kompetencer. Du vil desuden opleve at arbejde for mange forskellige typer virksomheder og mennesker. Derudover har du mulighed for at outsource de arbejdsopgaver, som du ikke selv ønsker at sidde med, dette kunne eksempelvis være regnskab. På denne måde sikrer man sig at man kun laver det som man synes er spændende.

 

Ulemper

Inden du begynder som selvstændig freelancer, er der flere ting du skal være opmærksom på. At være din egen chef er spændende men er samtidig også en stor opgave. Du skal selv sørge for at planlægge samt skaffe arbejdsopgaver, og hele arbejdet afhænger kun af dig. Som selvstændig vil dit arbejde også variere og din indkomst vil dermed være meget forskellig fra måned til måned. Du skal derfor have en backup til de måneder, hvor du tjener mindre. Herudover skal du også være opmærksom på, at der er ingen andre end dig selv, som vil indbetale til feriepenge, pension eller løn under sygdom. Det vil hurtigt blive en dyr affære at ligge i sengen et par dage, da der ikke er en anden, som kan klare dit arbejde for dig.

Som selvstændig freelancer har man ofte kun sig selv og man er dermed selv ansvarlig for alle opgaver som medfølger, som fx: regnskab og lønforhandling. Herudover kan det også være svært at skelne mellem privat- og arbejdsliv.

 

En amerikansk undersøgelse af freelancerer viser, hvad der er bedst ved at være selvstændig. Undersøgelsen er lavet på baggrund af 3000 respondenter

 

 

Freelancer -bloc 2-DK-2

3.
Fremtidsudsigter for freelancere

Fremtidsudsigterne for freelancere er lovende, og der vil i fremtiden være en øget efterspørgsel efter denne type arbejde. Flere virksomheder har fået øjne op for, hvor effektivt det kan være at bruge freelancere og drage nytte af deres ekspertise til at udføre bestemte opgaver og projekter.

En undersøgelse foretaget i USA viser at freelancere oplever en stigning i efterspørgslen på deres kompetencer, derudover oplever hele 57% af de 3000 adspurgte en stigning i deres løn. Dette skyldes blandt andet, at freelance som arbejdsform med årene er blevet mere anerkendt som en reel karrierevej.

Teknologien har været med til at gøre det nemmere for freelancere, da de kan bruge internettet som en platform til at brande og sælge sig selv. Det er samtidig også en måde, som har gjort det nemmere for virksomheder og freelancere at komme i kontakt med hinanden. Teknologien har også været med til at gøre det nemt at arbejde over landegrænser.

“Årsagen til jeg startede som freelancer, lå lidt i at jeg i min fritid hjalp venner og bekendte med deres it problemer, lige fra mail opsætning på mobiltelefoner til reparation af deres computere. Det udviklede sig så stille og roligt til flere og flere opgaver og valgte derfor at starte så småt med at tage små beskedne beløb, som derefter også udviklede sig til større beløb, og til sidst nåede jeg til det punkt, hvor jeg hellere måtte starte mit eget firma og gøre det fuldtid”.

Jacob Olesen
Jacob1
4.
Registrer din virksomhed

Hvis du ønsker at arbejde som selvstændig freelancer, skal du starte med at registrere din egen virksomhed hos erhvervsstyrelsen, såfremt du tjener mere end 50.000 kr. om året. Mange selvstændige freelancere vælger at starte en enkeltmandsvirksomhed, men i visse tilfælde kan det være fordelagtigt at vælge en anden type virksomhed.

Når du har besluttet hvilken type virksomhed, der er den rette for dig, kan du registrere dig på virk.dk. Her vælger du den type virksomhed, som du ønsker at registrere. Husk, at du i forvejen skal have valgt et unikt firmanavn, som skal oplyses ved registreringen. Når du registrerer din virksomhed, skal du oplyse, hvorvidt din virksomhed skal betale moms eller lønsum. Hvorvidt der er tale om moms eller lønsum afhænger af dit arbejdsområde. De fleste virksomheder betaler moms.

Når din registrering er gennemført, bliver den sendt til erhvervsstyrelsen, og du vil herefter modtage dit 8-cifrede CVR-nummer. Dette er din virksomheds ID-nummer.

Ønsker du at få mere information om opstart af virksomhed?  Læs mere her

5.
Sådan får du succes som freelancer

Alle har mulighed for at blive freelancer, men for at blive en succesfuld freelancer, skal der ofte meget til. Du kan blive succesfuld på flere måder og det er vigtigt at du gør det på din egen måde og følger din egen intuition. I det følgende afsnit giver vi dig nogle vejledende råd til, hvad du skal overveje, når du begynder som freelancer.

Specialisere dig indenfor dit fagområde

Find ud af, hvad du er god til, og hvad du kan lide at arbejde med. Det er en god idé at holde det indenfor en ramme, så dine kunder ikke er i tvivl om, hvad du kan tilbyde dem.

 

Sælg dig selv

Som selvstændig freelancer bliver du nødt til at markedsføre dig selv, så du kan gøre virksomheder opmærksom på, at du eksisterer. Dette kan fx gøres ved at oprette en hjemmeside eller en blog, som du kan bruge som en form for CV. Herudover er det også en god idé at oprette brugere på relevante fora og grupper, som virksomheder bruger, når de finder freelancere.

 

Skab og vedligehold dit netværk

Et netværk er i dag meget vigtigt. Sørg for at pleje det og vær åben overfor nye bekendtskaber, da de måske en dag vil kunne hjælpe dig. Her er det samtidig vigtigt, at du hjælper andre, når du har mulighed for det. Tag til relevante konferencer og events, hvor du har mulighed for at møde og netværke med andre freelancere og virksomheder.

 

Husk at overholde dine deadlines

Har du fået en opgave eller måske flere, er det vigtigt, at du altid overholder dine  deadlines. Virksomhederne regner med dig og dit arbejde, og hvis du først har brudt en aftale, vil de ikke bruge dig igen. Der er samtidig mulighed for, at omtalen vil blive spredt til andre virksomheder.

 

Ha’ altid styr på din økonomi

Sørg for at have styr på din økonomi. Her anbefales det, at du, hver gang du får løn, sætter penge tilside til SKAT og moms samt til perioder, hvor du vil tjene mindre - gerne mere end du regner med.

 

Skab en bred kundegruppe

Alle kunder er vigtige, og det anbefales at tage imod både mindre og større opgaver. Det kan godt være, at du i starten ikke vil tjene meget på mindre opgaver, men hvis kunden er tilfreds, kommer de måske igen samt anbefaler dig måske endda til andre.

 

Vedligehold dit brand

Sørg for at vedligeholde dit brand. Opdater med nyheder og opgaver på din hjemmeside og på de sociale medier, så du får spredt dit navn ud og skabt brand awareness. Her er det samtidig en god idé at deltage i konferencer og relevante events, hvor du både kan sprede dit budskab og samtidig også kan netværke. Dette kan fx gøres i perioder, hvor der er mindre arbejde.  

 

Bliv ved!

Det er hårdt at være selvstændig freelancer, og du vil opleve perioder, hvor alle ting vil virke til at være imod dig. Succes kræver hårdt arbejder og det er her vigtig, at du går 100 % ind for dit arbejde. Hvor længe der vil gå, før du får dit gennembrud, er der ingen, der kan svare på, men hvis du bliver ved, vil det med garanti komme.

6.
Her kan du finde arbejde som freelancer

Freelance fora

Som selvstændig freelancer er det vigtigt, at du selv søger efter job og er til stede dér, hvor arbejdet er. Derfor er det en god idé at finde fora og freelance websites, som er relevante for din branche. På disse sites kan du oprette en profil med CV og evt. en oversigt over tidligere opgaver. Virksomheder kan bruge disse sites til at søge efter freelancere, som vil passe til den opgave, de skal have udført. Virksomheder har også mulighed for at lave et opslag på en arbejdsopgave, som ønskes udført, hvorefter freelancere kan byde ind på opgaven.

  • Amino.dk
  • Freelanceren.dk
  • Freelancer.com

Jobportaler

Herudover bruger flere virksomheder også jobportaler til at finde freelancere, hvor de laver et jobopslag på en aktuel stilling. Det er som freelancer en god idé at tjekke jobportaler jævnligt for jobmuligheder. Det kan fx være jobportaler som:

  • Jobindex
  • Jobzonen
  • Ofir.dk

Ekspertvalg.dk benytter vi os af partnere og til tider har vi også arbejdsopgaver for freelancere.

Netværk

Det sker ofte, at nogle jobs ikke når at blive slået op, før de allerede er besatte. Dette skyldes, at virksomheden, gennem sit netværk, allerede kender relevante personer eller bliver anbefalet nogen til den pågældende stilling. Derfor skal man som selvstændig freelancer sørge for at holde øjne og øre åbne overfor nyheder og jobmuligheder. Det er vigtigt at deltage i relevante arrangementer og slå til når muligheden viser sig.

 

Ønsker du at blive freelancer på tværs af landegrænser?

Teknologien har gjort det nemmere for freelancere, og der er flere freelancere, som kun udfører arbejde via internettet. Det er også blevet lettere for freelancere fra forskellige lande at finde arbejde. Der findes idag flere internationale freelance fora og hjemmesider, hvor folk fra hele verden kan skrive sig op, og hvor virksomheder kan finde freelancere til deres arbejdsopgaver. Dette kan fx være opgaver som oversættelse af tekster, grafisk design eller marketing for virksomheder mm.

  • odesk.com
  • elance.com

 

Når du søger en stilling

Finder du et interessant opslag, som du ønsker at søge, skal du være klar på, at nogle virksomheder ønsker at se noget af dit tidligere arbejde eller teste dig i form af en opgave, du skal løse. Dette gør de for at finde ud af, om du er den rette person og har de rette kvalifikationer til at løse deres opgave.

 

 

Jeg finder arbejde via mit netværk og har desuden et website og virksomhedssider på Facebook, LinkedIn og Google+ . Derudover tager jeg til relevante arrangementer og deltager i forskellige erhvervsklubber”

Winnie Knappe, Freelancer Grafiker
7.
Sørg for at have kontrakt på dine aftaler

Når du som freelancer indgår aftaler med en virksomhed, er det en god idé at have en kontrakt på aftalen. Med en kontrakt er både freelanceren og virksomheden enige om at have indgået en aftale samt enige om, hvad opgaven omhandler. I en kontrakt vil du finde informationer som:

  • Hvilke parter der er involveret i aftalen.
  • Beskrivelse af opgaven, samt hvad den skal indeholde.
  • Hvor opgaven skal løses.
  • Deadline for hvornår opgaven skal være løst og afleveret.
  • Løn til freelanceren, enten timeløn eller et samlet beløb for hele opgaven.
  • Oplysninger om skat og moms.
  • Hvilke andre udgifter der kan være forbundet med arbejdsopgaven (fx kørsel, telefon).
  • Hvem der har ophavsrettighederne på produktet, der leveres.
  • Regler ifm. kontraktforholdet (opsigelse, forlængelse, misligholdelse m.m.).

Det er som oftest virksomhederne der har en kontrakt, som bliver brugt til indgåelse af arbejdsopgaver.

Hent et eksempel af kontrakten her

 


7. Sørg for at have kontrakt på dine aftaler
8.
Sådan kan du strukturere din hverdag og arbejde som freelancer

Det er umuligt for de fleste at jonglere med 10 bolde på én gang. Hvis den ene falder på gulvet, risikerer du at tabe dem alle. At være freelancer kan i høj grad sammenlignes. For at være succesfuld som freelancer skal du kunne strukturere dine opgaver, så du kan fokusere på en ad gangen. Du skal være i stand til at organisere mange aktiviteter, så du tilsikrer, at de bliver afsluttet til rette tid. Hvis du misser en deadline, kan det få store konsekvenser for dig som freelancer. For at optimere dit arbejde som selvstændig freelancer, bør du derfor strukturere din hverdag. Herunder introducerer vi dig til et af de værktøjer, som kan hjælpe dig med at organisere dit arbejde.

Gantt-diagrammer kan være med til at organisere dit arbejde som freelancer. De skitserer alle de opgaver, der er involveret i et givent projekt. Opgaverne er visualiseret i rækkefølge i forhold til en tidshorisont. Dette giver dig et konstant overblik over et projekt eller opgave samt de tilknyttede underopgaver.

 

Hvorfor bruge Gantt-diagrammet?

Når du opsætter et Gantt-diagram, er du nødt til at tænke alle dine opgaver igennem, som er involveret i dit arbejde. Som en del af denne proces, kan du finde ud af, hvordan og hvornår de forskellige opgaver skal løses, og hvor lang tid opgaverne vil tage. Desuden får du også et indblik i, hvilke problemer du kan støde på i processen.

Denne detaljerede tænkning hjælper dig med at sikre, at tidsplanen er brugbar, at du har de relevante værktøjer og information til at løse hver opgave og har løsningen på potentielle problemer, før du begynder din arbejdsdag. Når du har tænkt processen igennem, kan du definere “den kritiske vej”, dvs. den sekvens af opgaver, som skal afsluttes til tiden, hvis den færdige opgave skal løses.

Gantt-diagrammet kan yderligere bruges til at holde din kunde eller andre partnere informeret om opgavens fremskridt og status. Samtidigt er det et særdeles effektivt værktøj, som kan bruges, hvis du samarbejder med andre freelancer om en opgave, som skal løses i fællesskab. Har du flere uafhængige projekter, kan diagrammet g ive dig overblikket over, hvornår du skal arbejde på det ene projekt frem for det andet.

Freelancer -bloc6

Identificer de vigtige opgaver

Gantt-diagrammer er ikke et nyttigt værktøj, medmindre de omfatter samtlige aktiviteter forbundet med den samlede opgave. Derfor er det vigtigt, at alle aktiviteter først bliver identificeret og skrevet ned på en liste. For hver opgave bør der laves et tidsestimat, altså et start og sluttidspunkt. Det kan enten være klokkeslæt eller dato.

 

Indtegn aktiviteterne i et software, i Excel eller i en skabelon

Du kan tegne dine diagrammer i hånden eller bruge et specialudviklet software til formålet. Visse af disse værktøjer er cloud-baserede, så du og din kunder kan se dokumentet samtidigt. Det kan være fordelagtigt, hvis du skal optimere, diskutere eller argumentere overfor dine kunder eller kollegaer. Der er lavet flere forskellige skabeloner for Gantt diagrammer på nettet, som kan hentes ned gratis.

 

Projektets fremskridt

Efterhånden som projektet bevæger sig fremad, vil det udvikle sig. Undervejs opstår der som regel uventede problemer, som medfører, at visse opgaver må sættes på pause eller gøres om. Her vil diagrammet igen være nyttigt, da du hele tiden har overblikket over, hvilke andre opgaver, som må sættes på standby, indtil de foregående opgaver er blevet løst.

 

 

 

Freelancer -bloc8

9.
Sådan holder du styr på din økonomi

Som selvstændig freelancer vil du opleve at have en varieret indkomst fra måned til måned og for at undgå at ende i svære økonomiske situationer, er det vigtigt at du har styr på din økonomi og et system, som gør det nemt for dig at have overblik og kontrol.

 

Det er nemmest med to bankkonti

Når man arbejder som selvstændig, har man en virksomhed, som man skal have styr på, det er derfor vigtigt at holde sin virksomhed adskilt fra sit privatliv. Dette gælder også når det kommer til din økonomi. Det anbefales derfor, at du har to bankkonti, den ene til din virksomhed og den anden til din private økonomi. Din virksomhedskonto er den du skal bruge, når du modtager betaling for dine arbejdsopgaver, samt når du skal betale for udgifter, som er forbundet med dit arbejde. Det er også den du skal bruge, når du skal indbetale til SKAT. Fra din virksomhedskonto vil du også overføre løn til dig selv til din privatkonto.

 

Sådan beregner du din løn

Det kan være svært at beregne hvilket beløb der vil være passende som løn hver måned, da din månedlige indkomst kan variere meget. Derfor kan en løsning være at tage din indkomst for de sidste 12 måneder og regne ud hvad du i minimum har fået udbetalt om måneden. Fra dette beløb kan du beregne din løn pr. måned for det kommende år. Ved at tage udgangspunkt i minimum indkomsten, vil du have en buffer til måneder hvor du har mindre arbejde. Resten af pengene gemmer du til at kunne betale skat, AM bidrag mm. sidst på året. Har du herudover nogle penge tilbage, kan du enten betragte dette som en årlig bonus til dig selv eller gemme dem til investering i virksomheden eller til uforudsete situationer.  


Er du i gang med dit første år som selvstændig freelancer kan det være svært at beregne hvor meget du skal have i løn. Derfor er det en god idé at regne ud hvor meget du ca. skal betale i SKAT, hver måned og trække dette fra hele beløbet. Herfra kan du beregne din løn. Det kan være en fordel at gemme så mange penge som muligt, så du altid har en “buffer” til uforudsete situationer.  

9. Sådan holder du styr på din økonomi
10.
Moms og skatteregler

Som ny freelancer er moms og skatteregler noget af det vigtigste at få styr på, da man som selvstændig har regnskabspligt og bogføringspligt. Før man kan komme i gang med at lave sit regnskab, skal man sætte sig ind i hvilke moms- og skatteregler som gælder for ens specifikke erhverv. For eksempel er der forskel på moms og skat afhængigt af, om du er freelancer som lønmodtager eller som selvstændig. Yderligere er der også forskel på, hvilke regler der gælder for dig, afhængigt af hvilke typer af opgaver, du skal løse som freelancer.

 

Her finder du hjælp

På SKAT.dk kan du finde informationer om netop moms og skat. Det kan være en uoverskuelig opgave at finde frem til netop de informationer, som du har brug for. Det anbefales derfor at deltage i SKATs informationsmøder for personer, der ønsker at starte egen virksomhed. Til disse møder vil du modtage relevant information om blandt andet skat og moms, som du skal bruge for at komme videre med din freelance-virksomhed. Her kan du finde information om aktuelle informationsmøder:

www.skat.dk

 

Hvis du ønsker detaljeret viden omkring skat og moms, kan du på SKAT.dk finde en juridisk vejledning, som giver dig al den information, som du måtte behøve. Her finder du al information om beskatning, moms, afgifter, told m.m.. Den juridiske vejledning finder du her:

www.skat.dk


Hvis du fortsat er i tvivl om, hvilke regler der gælder for dig som freelancer, kan du altid ringe til SKAT og få den nødvendige vejledning.

11.
Almindelige skatter for selvstændige virksomheder

Indkomstskat

Overskuddet af en personligt ejet virksomhed bliver beskattet som personlig indkomst. Skatteprocenten afgøres afhængigt af hvor mange penge, der tjenes.

AM-bidrag

Du skal betale AM-bidrag af din selvstændige virksomheds overskud. AM-bidraget er på 8 procent, og SKAT beregner det af din virksomheds overskud før renter.

SKAT beregner automatisk AM-bidraget på din årsopgørelse, så du skal ikke selv trække det fra.

Moms

Din virksomhed skal momsregistreres, hvis den er momspligtig. Det er de fleste virksomhedstyper, der er momspligtige.

Lønsum

Hvis din virksomhed ikke er momspligtig, skal din virksomhed muligvis betale lønsumsafgift. Det er tilfældet, hvis du eksempelvist er fysioterapeut, alternativ behandler eller underviser.

Fradrag - Udregner for kørselfradrag

Når du arbejder som freelancer, kan du ligesom alle andre få kørselsfradrag, så længe du har over 12 km. til arbejdet, hvilket vil sige at du i alt hverdag skal køre 25 km. For 2015 gælder nye takster på hvor meget du kan få udbetalt.

“Har du et råd til kommende freelancere? Gør dig overvejelser om hvad du vil have spidskompetencer indenfor, du kan ikke både være murer og VVS mand samt installere elektriciteten. Skab dig et godt netværk til at outsource de opgaver du ikke er stærk i og får derved mulighed for at få opgaver tilbage fra netværket når de har opgaver hvor du står stærkt. Tænk ikke på at få en høj løn, mange brancher som benytter freelancere forventer den halve pris, men den dobbelte service, så tilbyd en god service til en lavere hyre en de store butikker. Hold udgifterne nede”.

- Brian, freelancer IT & Service